Der gælder en lokalplan (Partiel Byplan nr. 6, 1977) med en ændring foretaget i 2020 ( Lokalplan 336.)
Desuden har Slagballe Bakker Grundejerforening forskellige ordensregler og politikker, som sikrer at vi sammen kan bevare området i ryddelig og ordentlig stand og i respekt for områdets særlige natur.
Veje og stier:
Der er regler for, hvem der skal vedligeholde vejene i området og hvordan de skal vedligeholdes.
Vejene er inddelt i vej- og stiklasser i forhold til vedligeholdelsesomfang.
Det kan du læse om under Veje og Stier.
Beplantning:
Der findes forskellige regler for, hvad man må plante og fælde. Se under lokalplan og naturpolitik.
Husbyggeri:
I lokalplanen kan du læse om regler for byggeri, tilbygning, hvilke farver man må male med o.s.v.
Beskrivelse af vej- og stiklasser i sommerhusområdet Slagballe Bakker:
Kommunevej
Kæmpesmøllevej og Slagballe Banke er optaget i Horsens Kommunes vejregister som Kommunevej.
Snerydning og vejvedligehold varetages af Horsens Kommune. Tilstødende grundejeres forpligtigelse til beskæring af beplantning langs disse veje skal udføres efter det til en enhver tid gældende regulativ fra Horsens Kommune.
Vejklasse 1
Stamvej ejet af Naturstyrelsen med væsentlig betydning for færdsel, både for grundejerne i sommerhusområdet Slagballe bakker og den offentlige færdsel for gående og cyklister.
Den overordnede vedligeholdelse af vejens belægning udføres i fællesskab af grundejerforeningens medlemmer på arbejdsdage. De nødvendige maskiner og grusmaterialer mv. stilles til rådighed af grundejerforeningen i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen.
Mindre reparationer af vejens belægning, kan løbende udføres af de aktuelle grundejere med tilknytning til strækningen. Grusmaterialer stilles til rådighed af grundejerforeningen fra udlagte grusdepoter i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen.
Den nødvendige beskæring af træer og bevoksning iht. målsat skitse, udføres af den enkelte tilstødende grundejer.
Vejklasse 2
Sidevej, ejet af Naturstyrelsen, med primær funktion som adgangsvej for de tilknyttede grundejere. Sekundært offentlig færdsel for gående og cyklister.
Alm. Vedligehold af vejens belægning udføres af de aktuelle grundejere med direkte tilknytning til strækningen. Grusmaterialer stilles til rådighed af grundejerforeningen fra udlagte grusdepoter i samarbejde med Skov- og Naturstyrelsen .
I begrænset omfang kan særlige vedligeholdelsesopgaver udføres på fælles arbejdsdage for grundejerforeningens medlemmer.
Den nødvendige beskæring af træer og bevoksning iht. målsat skitse, udføres af den enkelte tilstødende grundejer.
Vejklasse, Uden for kategori.
Uafklaret pt.
Omhandler Naturstyrelsens vejstykke ved Holtehusvej.
Stiklasse 1
Færdselsarealer ejet af Naturstyrelsen med primær funktion for gående og cyklister og kun i begrænset omfang nødvendig kørsel for tilstødende grundarealer.
Alm. Vedligehold af arealerne med fokus på standard som farbar trampesti, udføres i fællesskab af grundejerforeningens medlemmer på arbejdsdage. De nødvendige maskiner og grusmaterialer stilles til rådighed af grundejerforeningen.
Den nødvendige beskæring af træer og bevoksning udføres af den enkelte tilstødende grundejer.
Stiklasse, kan opgraderes til vej:
Færdselsarealer ejet af Naturstyrelsen med primær funktion for gående og cyklister og kun i begrænset omfang nødvendig kørsel for tilstødende grundarealer.
Skelpunkterne skal genetableres.
Alm. Vedligehold af arealerne med fokus på standard som farbar trampesti, udføres i fællesskab af grundejerforeningens medlemmer på arbejdsdage. De nødvendige maskiner og grusmaterialer stilles til rådighed af grundejerforeningen.
Den nødvendige beskæring af træer og bevoksning iht. målsat skitse, udføres på fælles arbejdsdage af grundejerforeningens medlemmer.
Arealerne er matrikulært udlagt i en bredde på 5 m således de på sigt kan opgraderes til en vejklasse 2, såfremt behovet opstår for at sikre kørende adgang til alle huse og grunde med adresse til Panshule.
Øvrige veje og stier, (uden signatur)
Private fællesvej og privat vej. Her vedligeholdes vejbelægningen af de enkelte tilstødende grundejere.
Grundejerforeningen stiller ikke grusmaterialer mv til rådighed.
For at sikre fremkommelighed for beredskabet, tanktømninger mv anbefales grundejerne at foretage nødvendig beskæring af træer og bevoksning iht. målsat skitse.
Skitse af nødvendig beskæringsprofil af træer og bevoksning langs private fællesveje i Slagballe Bakker til sikring af fremkommelighed:
Bredemålene skal forstås med en ligelig fordeling af rabat i begge sider.
Hvor vej ikke måtte følge det matrikulært afsatte forløb, vil beskæring til enhver tid skulle ske ud fra den faktiske placering og forløb af vejen.
Slagballe grundejerforenings naturpolitik.
Indledning.
Ved generalforsamling 28. juli 2012 blev det blev besluttet,” at et nyt udvalg laver en tydeliggørelse af reglerne som en vejledning til sommerhusejerne og som et papir der også overfor myndighederne, kan beskrive hvad grundejerforeningen står for i forhold til naturen i Slagballe Bakker.” Ved generalforsamling var stemningen ikke for en frivillig lokalplan for Slagballe Bakker. På den anden side argumenteredes for vigtigheden af at bevare/styrke naturindholdet i sommerhusområdet. Naturindholdet i sommerhusområdet indgår i prisfastsættelsen på grundene, så der er en fælles grundejerforenings interesse i at sikre, at området bevarer et sammenhængende højt naturindhold.
Det nye naturudvalg består af Anette Møller Hansen, Trine Persson, (Hilbert Larsen, udmeldt) og Henning Schroll. Udkastet her er kommenteret af og rettet i overensstemmelse med Bestyrelsens kommentarer.
Naturpolitikpapiret blev vedtaget af generalforsamlingen 2013 som en moralsk opfordring til grundejerne om hvordan Slagballe Bakker naturmæssigt bør fremstå.
Formål med naturpolitikken.
Formålet med naturpolitikken er, at sikre områdets landskabstræk, naturmæssige kvaliteter og kulturhistoriske værdier. Sommerhusområdets karakter skal fastholdes. Områdets lysåbne skov med velvoksne, høje træer de åbne arealer med lynghede og det kuperede terræn danner sammen med Karlsø som referenceflade, mange tredimensionelle visuelle rum. Landskabet er komplekst, og sammen med sommerhusbebyggelser, der ligger halvt skjult i beplantningen og terrænet giver det mange forskellige visuelle oplevelser, når man færdes på de grusede veje og stier.
Høj biodiversitet er et mål. For Slagballe bakker bør naturen være autentisk det vil sige, at planter og dyr skal være hjemmehørende i Danmark og gerne høre til i hede samfund. Invasive arter som ørnebregner, italiensk gyvel, bjørneklo mv. bør bekæmpes.
Terrænet er et dominerende element i områdets karakter og skal bevares. Derfor kan der kun ske begrænset terrænregulering i umiddelbar tilknytning til bebyggelse.
Den eksisterende egnstypiske beplantning skal så vidt muligt bevares og vedligeholdes. Grundene bør fremstå som naturgrunde, og der bør derfor ikke etableres opdelende hegn og hække uden for det udlagte byggekvadrat. Fornyelse og vedligeholdelse af de enkelte huse, bør ske i respekt for den eksisterende bebyggelses arkitektur, materiale og farvevalg. Derfor er der fastsat bestemmelser for bebyggelsens størrelse, farve og placering samt for de ubebyggede arealer. (se Partiel Byplanvedtægt Nr. 6. Slagballe bakker 3. marts 1977)
Indhold af naturpolitikken.
Området skal bevares som sommerhusområde, og fremstå som et sammenhængende naturområde uden opdelende hegn. Terrænet, mosaik naturen, grusvejene og sommerboliger, skal være det dominerende træk i området.
Al bebyggelse samt terrasser og befæstede anlæg, m.m. skal samles inden for de aftegnede byggekvadrater.
Alle sommerhusgrunde bør fremstå som naturgrunde uden havearealer som hække og klippede græsplæner. Mindre arealer af naturlige græs overdrev omkring husene kan slås blandt andet på grund af flåt risikoen. Egentlige prydhaver og køkkenhaver bør undgås, ligesom pesticider og kunstgødning ikke bør benyttes. Der kan etableres mindre la givende hække og hegn i forbindelse med bebyggelsen indenfor byggekvadratet. Det har stor æstetisk betydning, at bevoksning kan skjule husene, hvilket giver området et præg af ugenerthed. Beplantning omkring husene bør have et naturpræg med autentiske planter.
Området bør hverken få karakter af egentlig skov eller helt åbent landskab. Det er derfor nødvendigt, at der med passende mellemrum fældes større og mindre træer. Når det skal ske, er det meget vigtigt nøje at overveje, hvilke træer, der fældes, specielt når det gælder gamle træer. Naturmæssigt er de bedste skovarealer dem der passer sig selv. Nedfaldne grene og væltede træer bør have lov til at ligge og nedbrydes til fordel for insekter og svampe. Døde træer, der får lov at stå, kan blive til redesteder for spætter og flagermus. Ideelt set er Slagballe bakker et mosaik landskab, der veksler mellem skovbryn og lysninger. Lysninger kan være lyngarealer eller naturlige græsenge, men begge naturtyper kræver indgreb for at bevare de åbne arealer
Veje og stier skal fremstå som grusveje og grusstier. Der bør ikke etableres vejbelysning på veje og stier.
Antenner bør skjules bedst muligt.
Solfangere bør være en del af bygningens overflade og solfangere må ikke medføre blandingsgener for omkringboende.
Ordensregler for Slagballe Bakker for Grundejer og publikum
Slagballe Bakker er af Gammel Brædstrup kommune, udlagt som sommerhusområde, medens nogle veje-, stier- og opholdsarealer tilhører Naturstyrelsen og Grundejerforeningen. På disse arealer har publikum adgang efter nedenstående retningslinier:
- Motorkørsel er kun tilladt for publikum på Slagballe Banke, evt. udlejere anmodes om at informere lejerne om, at det ikke er lilladt at køre til søen eller parkere der.
- Parkering er kun tilladt på anvist P-plads.
- Vindbjergvej, Hermannsvej, og stien ud til Sukkertoppen er åben for gående, men der er forbud mod kørsel og ridning.
- Arealerne på østsiden af Karlsø ud for badestedet er tilgængeligt for ophold og badning.
- Hunde skal føres i snor.
- Camping, bål, jagt og fiskeri er ikke tilladt for publikum.
- Grundejerne gøres opmærksom på, at der ikke må fiskes i badestedet, evt. udlejere anmodes om at informere lejerne om dette.
- Tobaksrygning og brug af åben ild er ikke tilladt i tiden fra april til midt oktober.
- Henkast ikke affald i naturen – benyt de opstillede affaldsspande.
- Beskadigelse af træer og buske, opgravning af planter samt bærplukning er ikke tilladt.
Skån naturen og vis hensyn over for andre, herunder ikke mindst områdets grundejere.
P.b.v.
Slagballe Bakker Grundejerforening Rev. 2017