Naturen i området:
Naturen her er helt særlig med søer, bakker, skove og hede.
Gamle fotos viser Slagballe Bakker som et kuperet morænelandskab domineret af lyng, revling, blåbær, tyttebær og græsser.
I dag er området vokset til med træer som gran, fyr, birk og eg, så indtrykket er en skov.
I 2012 besluttede Slagballe Bakker grundejerforening, at området skulle fremstå som et sammenhængende naturområde uden opdelende hegn og hække, og så vidt muligt som en mosaik naturtype, hvor trægrupper vekslede med lysåbne arealer med lyng og græs.
Herved bliver antallet af levesteder for hedens planter og dyr størst muligt og området bevarer en højere artsrigdom.

Foreningens medlemmer bidrager idag til en højere artsdiversiteten ved afklipning af opvækst i Mosen på den årlige arbejdsdag.
Fjernelse af skyggende planter i mosearealet sikrer overlevelse af en række planter som soldug og tranebær, der netop er tilpasset livet i tilgronings-moser.

Naturafdelingen i Horsens kommune har i årene 2011 0g 2024 udarbejdet et materiale, der beskriver områdets særegne natur, de fredede områder samt hvordan vi som forening bør pleje naturområdet. 

 

Naturgruppe:
Der er nedsat en naturgruppe, som bl.a. arbejder for biodiversitet og beskyttelse af oprindelige arter, særlige for netop dette område.

Uønskede planter i Slagballe Bakker:

Nogle planter har uønskede virkninger i Slagballe Bakker, og det er vigtigt at grundejerne griber ind helst så tidligt som muligt i uønskede planters udvikling.

Det gælder ørnebregner, som mange steder danner tætte 2 meter høje bevoksninger, der hindrer vækst af alle andre mindre planter på grund af mangel på lys. Oveni indeholder ørnebregnen et kræftfremkaldende stof, som er vandopløseligt og måske udvaskes i grundvandet. Der er derfor gode grunde til at bekæmpe ørnebregnen, hvilket kan gøres ved gentagne årlige slåninger med le, eller de enkelte skud kan klippes med havesaks. Sidst på foråret er et godt tidspunkt for indsatsen mod ørnebregner. De første skud kommer spredt fra rodnettet og skuddene kan fjernes med håndkraft. Husk handsker for ørnebregnen indeholder kisel, der kan skære i huden.

Rynket rose er en hybenrose, som spreder sig med rodskud, og som kan dække store arealer. Den har flotte blomster, så den bliver ofte plantet. I Slagballe vokser den i nærheden af Ballebækkens udløb i Karlsø. Rynket rose er særdeles vanskelige at bekæmpe, og den kommer igen, selv om der flere gange på arbejdsdage er gjort en indsats med hakke og spade.

Italiensk gyvel er almindelig i Slagballe Bakker. Planten kommer fra Sydeuropa og problemet i Danmark er, at den overladt til sig selv kan danne et meget tæt 2 meter højt krat, der skygger for anden vegetation. Planten kan vokse 75 cm om året, så den kan hurtigt dominere landskabet. Italiensk gyvel er samme art, som den oprindelige danske art. Den danske form er mindre, og ikke tilbøjelig til at danne krat. Så bekæmpelsesstrategien kan være, at store gyvel planter fjernes, og mindre former kan få lov at pynte i landskabet.

Glansbladet hæg er træ som kan blive op til 15 meter højt. Træet er importeret fra Nordamerika og er blevet brugt som hegnsplante. Problemet med glansbladet hæg er, at det trives godt på sandede arealer og spredes med fugle vidt omkring. Der er forbud mod at handle med glansbladet hæg fra 1 januar 2022. Glansbladet hæg bekæmpes bedst ved fældning. Almindelig hæg er udbredt i Danmark. Glansbladet hæg kendes på, at bladene er blanke og glinsende til forskel fra den almindelige hæg.

Sammenfattende er de nævnte uønskede planter dem, der er relevante i forhold til Slagballe Bakker. Flere oplysninger om uønskede planter kan hentes på nettet, ligesom plantenavnene kan oplyse karaktertræk til at bestemme planterne.

Skovflåter i Slagballe Bakker – hvad betyder deres tilstedeværelse?
De fleste grundejere i Slagballe Bakker har sandsynligvis observeret skovflåter på tøj, sko, kroppen eller ens kæledyr, når man færdes i området.

Flåterne er i sig selv ikke farlige, men de kan bære på to typer af infektionssygdomme, der kan være ubehagelige for mennesker. Disse infektionssygdomme, borrelia og TBE, kan overføres fra flåten til mennesker når flåten bider i huden og sætter sig fast.
Den mest udbredte sygdom skyldes bakterien borrelia. Den ses i alle dele af Danmark og kan behandles med antibiotika. Der findes ingen vaccine imod borrelia.
TBE skyldes en virus og er endnu kun lidt udbredt i Danmark. Der findes ingen specifik behandling mod TBE, men til gengæld kan man blive vaccineret mod TBE.
Du kan læse mere om skovflåter og afledte sygdomme på hjemmesiden for Statens Serum Institut og på sundhed.dk:

https://www.ssi.dk/aktuelt/temaer/skovflat

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/infektioner/sygdomme/diverse/flaatbaaren-sygdom-forebyggelse-af/