For at bevare det unikke naturpræg vi har i området, afholder grundejerforeningen en årlig arbejdsdag i efterårsferien.

Her møder vi op,  udrustet med trillebør, le, buskrydder, rive eller motorsav for sammen at pleje området ved højmosen og Karlsø.

Dagen afsluttes med frokost i et eller flere af sommerhusene.
Det er en hyggelig dag, som regel med talstærkt fremmøde, hvor der er gode muligheder for at lære nye at kende og skabe relationer.

Den fælles arbejdsdag i grundejerforeningen.

Første arbejdsdag fandt sted i efterårsferien i 2004. 

Dengang var mosehullerne og hele området groet så meget til, at man fra Vindbjergvej ikke kunne se søen. Vi var en arbejdsgruppe, der forsøgte at få forbedret søvandets kvalitet. 

Jeg fik et samarbejde op at stå med med Skov og Naturstyrelsen. De påtog sig at rense søbredden for sumppilen. Rydning af mosehullerne og højmosen måtte vi selv tage os af. Vi søgte Vejle Amt om økonomisk hjælp, der gav os et pænt tilskud og arbejdet gik i gang den første weekend i efterårsferien – ledet af Einar Hansen fra Bakkelæ og Hans Schou-Hansen. Vi havde lejet en traktor med flishugger, og afdøde Clinton Jørgensen kom med sin traktor med kædeoptræk, så sumppilen kunne rives op med rode. Det var ikke nok med en weekend, så vi var en del, der fortsatte hele efterårsferien. Vi havde af Naturstyrelsen fået besked om, at al flisen skulle fjernes. Vi havde ikke flere penge, men en kontakt i Skanderborg hentede flisen gratis mod god bespisning i Tuen.

De næste år arbejdede vi både lørdag og søndag – også efter frokost. 

Og så kommer jeg tilbage til 2020. Det er herligt at så mange møder op, både gamle kendinge og helt nye grundejere. I arbejdede ihærdigt med et flot resultat. Det er en stor glæde for os , der satte projektet i gang, tak.

  • Skrevet af Nete Schou-Hanssen oktober 2020