Herman og Sine i Slagballe Bakker
Af: Lars Henning Schroll
Denne beretning starter i tyverne, da meget så anderledes ud.
Sine havde begravet sin mand. Der havde været gravkaffe i forsamlingshuset, og både læreren og sognerådsformanden havde sagt pæne og rosende ord om den afdøde. Nu var hun på vej hjem til den store, gode gård, der nu var hendes helt alene. Måske var det den bedste gård i sognet.
Det havde været det klassiske forløb. Hun var kommet til gården som tjenestepige, bare sytten år gammel. Livlig og køn havde hun været, og går dens eneste søn faldt for hende med et brag. Og det gik, som den slags ofte går: De blev gift, og forældrene, der var temmelig aflægs, overlod gården til deres søn og svigerdatter.
Desværre var sønnen en hel del ældre end Sine, ja, når sandheden skal frem: Meget ældre. Det lykkedes dem aldrig at få børn, og nu var han altså død.
Det var svært for Sine at udvise den helt store sorg. Vel havde de haft en række gode år sammen, og som den fattige pige hun var, da hun kom til gården, havde hun haft bedre udkomme, end hun kunne forvente. Men manden havde ikke altid været let at valse med. Som enebarn og sin mors øjesten havde han været godt forkælet og selvoptaget, og han var næsten et halvt hundrede år, da han endelig giftede sig. Yderligere var han af et noget muggent gemyt, men som landmand kunne man ikke klandre ham. Gården var næsten gældfri og i upåklagelig drift.
Sine gik langsomt gennem gårdens mange stuer i sit sorte begravelsestøj og fik pludselig en forfærdelig følelse af ensomhed og forladthed, selv om hun kunne høre pigen rumstere i køkkenet og karlene være i gang med malkningen.
Hun vidste, at hun var en dygtig husmor, men landbruget havde hun aldrig interesseret sig synderligt for og havde heller ikke fået lov. Hvordan skulle det lykkes for hende at drive den store gård på en rentabel måde? Det endte nok med, hun måtte avertere efter en bestyrer eller forvalter.
Hun prøvede at drive gården alene i nogle måneder, men karlene opdagede snart hendes usikkerhed og gjorde efterhånden, som de selv ville.
Hun havde heller ingen steder, hun kunne hente hjælp. Både hendes svigerforældre og hendes egne forældre var for længst døde, og naboerne havde hun aldrig haft noget særligt godt forhold til, så dem ville hun ikke gå til. Hun havde altid haft en
fornemmelse af, at de så ned på hende, fordi hun, som man så venligt udtrykker det på landet, var ”kommet af ingenting”.
Herman flytter ind Endelig bestemte hun sig for at prøve med en annonce. I den nærliggende købstads største avis lod hun den indrykke, og bladet hjalp hende med den rette udformning af teksten.
Hun fik kun to reflektanter. Den ene mødte op med en fin eksamen som agronom iført ulasteligt jakkesæt med velknyttet slips og blød hat. Ham turde hun under ingen omstændigheder antage.
Den anden var en lille, lavstammet mandsling, hvis største aktiv synes at være et kæmpemæssigt, hængende overskæg, der ledte tanken hen på et racercykelstyr. Endelig havde han et overdådigt snakketøj, og han fortalte vidt og bredt om alle de pladser, han havde haft, og alle de gårde, han havde rettet op. Ham lod den lidt naive Sine sig fuldstændig dupere af.
Pladsen blev hans, og han hed for øvrigt Herman. Han flyttede til aftalt tid ind på et af gårdens gæsteværelser og spiste til daglig sammen med gårdens folk i folkestuen. Han var fæstet til at være det, man kalder arbejdende forvalter, og han kom meget godt ud af det med karlene. I begyndelsen gik han energisk foran i arbejdet, men ingen var videre imponeret af hans indsats.
Det blev hurtigt for kedeligt for Sine at spise alene, og snart spiste han alle sine måltider sam men med hende i spisestuen. Senere underholdt han hende også om aftenen med sit brovtende pral, og hun slugte hvert ord med store, glade øjne: Aldrig havde nogen interesseret sig så meget for hende og snakket så godt med hende. Nogle måneder senere underholdt han hende også i soveværelset til stor forargelse for gårdens folk og naboerne.
Efter et års tid giftede hun sig med ham, og han fik nu fast ophold i den store ægteseng. Hvad alder angik, var der ikke megen forskel på dem. Trods udfoldelse af vældig energi og tilsvarende tålmodighed lykkedes det heller ikke Herman at gøre Sine med barn, skønt det var hendes største ønske. Måske var hun blevet for gammel.
svær, knortet egestok med udskåret håndgreb. Om sommeren var han i en hvid jakke, der altid stod åben, så man kunne se den svære sølvurkæde, der prangede tværs over hans lille runde mave. Kæden var en morgengave fra Sine. Om vinteren var den hvide jakke erstattet af en tyk læderpjækkert.
Da den første stormfulde forelskelse var ovre, opdagede Sine til sin store forbavselse og også ængstelse, at Herman hverken kunne læse eller skrive. Ikke engang sit eget navn kunne han prente. Med hans regnekundskaber stod det lige så sløjt til. Talbegreber større end tyve voldte ham ulideligt besvær. Når Sine prøvede at snakke med ham om det, slog han det hen og fremhævede i stedet sin gode forstand og sine velsmurte talegaver. At han var totalt ordblind var udenfor al tvivl, men det var ikke et handicap, man havde forståelse for dengang.
Gården havde en besætning på ca. femogtredive malkekøer, og dertil kom et tillæg af kalve og ungdyr, så der var nok at holde rede på for stakkels Herman. Og det var netop det, det kneb gevaldigt med. Da han ikke kunne læse køernes numre og heller ikke kunne skrive, var det umuligt for ham at føre den registrering, der er nødvendig for at få så stor en besætning til at yde sit bedste. At holde øje med køernes brunst og få dem med kalv, når tid var, lå også uden for hans evner, og mælkemængden faldt støt fra uge til uge. Den af karlene, der var fæstet som fodermester, men som heller ikke var af de snedigste, forsøgte efter bedste evne at komme med gode råd, men blev groft afvist af sin husbond, og så mistede han naturligvis interessen, og det hele gik sin skæve gang.
Desværre havde Herman fået smag for at tage ind til den nærliggende købstad og gå på værtshus. Ikke sjældent kom han hjem i mere eller mindre omtåget tilstand. Hjemkommet efter et sådant besøg meddelte han en dag Sine, at han havde solgt hele besætningen til nogle kreaturhandlere, han
Mod tvangsauktion Med tiden skete der en mærkbar forandring med Herman. Fra at være et snakkesaligt pjok udviklede han sig i retning af at blive en hoven storbonde. Han tog ikke megen del i arbejdet mere og fik sig daglig en ordentlig morgenskraber. Op ad formiddagen inspicerede han staldene og markerne iført lange gule ridestøvler, kasket med blank skygge og en overhovedet kunne leveres grise til slagteriet. I et helt år havde gården så godt som ingen indtægter haft, og efter nogen tid måtte Herman se i øjnene, at han ikke kunne udrede sine renter og afdrag hverken til banken eller kreditforeningen.
Banken pressede på, og han så ingen anden udvej end at sætte gården til salg. Det var småt med interessen, og det endte med, at den gik på tvangsauktion, så banken kunne få sine penge.
havde drukket sammen med på ”Landmandshotellet”. De havde udbredt sig om, hvor dårlig en forretning mælkeproduktion var blevet, og når Herman tænkte på de mindre og mindre beløb, mejeriet afregnede mælken med, kunne han kun give dem ret. Penges værdi forstod han trods alt udmærket. At han selv var skyld i de dårlige afregninger, fattede han derimod ikke.
De flinke kreaturhandlere havde underbudt ham på det groveste, men Herman syntes, det var en farlig masse penge og var godt tilfreds.
Nu skulle stalden ryddes og bygges om til svin. Det var der fremtid i, mente han. Sine forstod godt, at der var noget galt med den handel, men hun lod ham gøre, som han ville, og for øvrigt var det allerede for sent at forhindre den.
Herman var ikke den, der selv gik i gang med ombygningen, så der blev bestilt håndværkere af forskellig art. Indretningen tog flere måneder, og i den tid kom der af gode grunde ingen indtægter til gården.
Ombygningen kostede en hel del mere, end der var kommet ind ved salget af køerne, og den reservekapital, Sines tidligere mand havde haft stående i den lokale bank, gik også med.
Da stalden langt om længe stod færdig, skulle der anskaffes avlssøer og orner. Nu måtte Herman i banken og have åbnet en kassekredit med pant i gården for at skaffe kapital til indkøb af de mange nye dyr. Desværre kunne han ikke skrive under på lånedokumentet, så det måtte Sine gøre.
Det var ellers blevet en flot stald – indrettet efter datidens mest moderne principper. Herman gik stolt op og ned ad gangene og beundrede sin nye besætning.
Desværre gik det med grisene som med køerne: De blev ikke passet, som de skulle, og der kom ikke det antal smågrise, som var nødvendige for økonomien. Endelig varede det trekvart år, før der
Sine og Herman i Slagballe Bakker Banken blev dækket ind, og der blev trods alt en lille slump penge tilovers: Så meget at Herman og Sine kunne erhverve et lille, gammelt bindingsværkshus i Slagballe Bakker, der lå i en fattig og afsides egn i Midtjylland præget af lyngbakker og småsøer og tæt ved Karlsø.
Der var kun ringe plads i huset – to små stuer og et trangt kammer. Forandringen fra det store rummelige stuehus, de var vant til, var meget svær, især for Sine. Her flyttede de så ind med en smule indbo fra deres tid som storbønder.
Med huset fulgte en stump sandjord, der højest kunne dyrkes med kartofler.
For at skaffe til føden måtte Herman tilbyde sin arbejdskraft som daglejer til gårdene rundt om, men der var ikke megen brug for ham, og havde han været et sted én gang, sendte man sjældent bud efter ham igen.
Han fandt så på at forsøge sig som fiskehandler. Fra Horsens fik han daglig tilsendt en kasse fisk, der med Bryrup-banen ankom til Slagballe Station med første morgentog. Det var mest torsk og ålekvabber, og med kassen på sin trillebør kørte han fra gård til gård og falbød sine varer. Det kneb med at holde fisken frisk, og det gik da også kun trevent med handelen, og når bønderkonerne opdagede hans usikkerhed med hensyn til tal og priser, snød mange ham efter noder, og det var ondt gjort.
Det skete, han kom hjem med færre penge, end han havde givet for sin kasse fisk.
Trods sin nye og mere beskedne tilværelse havde Herman ikke glemt sin hang til kroer og værtshuse. En dag fandt man ham nærmest bevidstløs på bunden af en vejgrøft med den væltede trillebør ved sin side og restlageret af stinkende fisk reverentertalt hældt ud over sig. Behjertede mænd bar ham ind på en nærliggende gård og anbragte ham i laden på et par halmknipper. Da han nogle timer senere vågnede, var det næsten blevet mørkt, og han sneg sig beskæmmet ud og fandt sin væltede trillebør. Efter den oplevelse var det slut med fisken.
Herefter blev det svært for det efterhånden midaldrende par at skaffe føden.
Sine havde anskaffet sig nogle geder, og dem flyttede hun omhyggeligt rundt med og tøjrede på de bedste grønne pletter mellem bakkerne. Om efteråret slog hun lyng til gederne og til brændsel. Gederne fik toppen, og de hårde dele kom i komfuret og kakkelovnen.
Efter Hermans fiskeeventyr levede de fortrinsvis af gedernes mælk og kartofler fra det lille jordstyk ke. Men i længden kunne de ikke klare sig, og da Herman intet arbejde kunne få, og han heller ikke gjorde meget for det, måtte de gå den tunge gang til
kommunen og bede om hjælp. Der blev bevilget dem et mindre månedligt beløb, og det klarede de sig med, men det var Sine, der måtte hente pengene, da kommunekassereren forlangte behørig kvittering.
Det skal siges til Hermans ros, at helt uden initiativ var han ikke. Han holdt således duer, der i overvejende grad selv sørgede for livets ophold. Hans største indsats var at kravle op på loftet og hente de dueunger, der var ved at forberede sig på deres første flyvetur. Sådan en dueunge fik han en krone for, og det var penge dengang.
Det var Sine, der tog sig af det daglige praktiske arbejde. Hun passede hus, lavede mad, sørgede for gederne og huggede som regel selv brændsel, når de da havde noget.
Herman var og blev en doven, arbejdssky slubbert, og der går mange historier om hans utrolige arbejdsvægring. Engang, da Sine bad ham så mindeligt om at hugge lidt brænde, gik han villigt nok ud til huggeblokken, hvori øksen altid sad. Da han et øjeblik følte sig uden for Sines blikke, greb han om skaftet med fast hånd og kylede øksen så langt ind i lyngen, det var ham muligt. Så gik han igen ind til Sine og erklærede frejdigt: “A ka’ itt find æ yvs.” Sine kendte sin Herman, og hun gik sagtmodigt rundt i lyngen, til hun fandt den bortkomne økse og huggede selv sit brændsel. Herman ikke så meget som skammede sig bare en lille smule. Den følelse var ham helt fremmed.
Hermans dag gik mest med at gå rundt til naboer og bekendte og snakke og ryge på sin halvlange pibe med sølvlåg – også en gave fra Sine i deres velmagtsdage. Man blev ikke åndeligt beriget af omgang med Herman, og naboerne var tit godt trætte af ham.
Om Herman nogensinde kom i bad er nok meget tvivlsomt, og hvordan skulle han også komme af sted med det? Badeværelse og “træk-og-slip” var ikke almindeligt i disse tider og slet ikke på landet.
”Slip” foregik ude ved det nordlige hushjørne, og træk var der altid nok af rundt om gavlen.
Det var ikke ualmindeligt at se Sine sidde der og ordne, hvad ordnes skulle med skørterne oppe om livet og de flotte, lange ørenringe af rhinsten fra den gode tid, som hun altid gik med, dinglende fra hvert øre. Det var et lidt grotesk syn, men det anfægtede hende ikke det mindste, at eventuelt for bipasserende så det.
Det daglige forbrug af vand til ansigtsvask og den slags luksus plagede ikke Herman. Han gik hver dag ude i den gode sol, og den sammen med det skidt, der nu engang sætter sig i huden, havde givet hans ansigt en mørkebrun kulør som gam melt læder.
Af ukendte årsager havde Herman en dag aflagt besøg på en barbersalon i Bryrup og var blevet barberet. På vej hjem til bakkerne mødte han flere bekendte, og til hans store fortrydelse grinede de så ubehersket af ham, at han skyndsomt og smæk fornærmet forlod dem i største hast. Forklaringen var, at barberen ikke alene havde fjernet Hermans skæg, men også noget af det mørke lag måtte også være røget med i købet, for den hvide hud, der var blevet tilbage, fik hans underansigt til at ligne en klovnemaske, og man kunne på afstand tro, det var den engang så berømte klovn, Grock.
Ved Karlsø var der på den tid i tredverne to ba dehuse: Et for kvinder og et for mænd. Omegnens ungdom – det var dengang, der var mange karle og piger på gårdene – kom i badesæsonen til Karlsø for at bade. Det var Hermans bedste underholdning at sidde på bakkeskråningen bag ved badestedet og se på de badende – navnlig på pigerne. Herman var og blev en pigeven og beundrer af det feminine køn.
Nabohjælp Slagballe Bakker blev omkring 1918 udstykket i sommerhusgrunde, og i årene før Anden Verdens krig og i tiden derefter begyndte der at blive opført en række sommerhuse.
Det medførte en øget befolkning af området, og der var mange spændende og interessante personer imellem. Det havde Her man et skarpt øje for, og han besøgte alle sommerhusene på stribe, når der ellers var beboere i dem. Navnlig var der et par lærerfamilier, som dagligt blev beæret med hans besøg.
Til den ene lærer beklagede han sig en dag over, at hans stråtag var blevet utæt. Det var især møn ningen, det var galt med, idet mønningshalmen var ved at blæse af.
“Hvorfor får du det så ikke lavet, Herman?”, spurgte den pæne, ældre lærer lidt naivt. : “A hår ingen pæng”, svarede Herman.
“Men kan du så ikke lave det selv, det kan vel ikke være så indviklet at skære nogle græstørv og lægge dem op?”
“Uha, nej, a ka’ itt tål’ å kom op i æ høvde, så bliver a vingelsyk”. Herman så meget ulykkelig og bedrøvet ud.
”Hvis det er sådan fat, skal jeg snakke med lærer Hansen om det, så kan han og jeg måske komme en dag og give dig en hånd. Vi kan ikke have, at Sine skal gå i et fugtigt hus, men du skal selv hjælpe til med at skære græstørv”.
“Ja, ja, jow, det ska’ a da!” Det stillede krav gjorde øjensynlig Herman en smule betænkelig.
Under de givne omstændigheder var lærer Hansen villig til at hjælpe, og en dag blev bestemt til arbejdets udførelse.
Tidlig morgen, til fastsat tid, mødte de to lidt bedagede lærere op ved Hermans beskedne bolig. Herman havde endnu ikke slået dynen til side, men Sine fik ham da ud af sengen. Lidt småøjet og slukøret kom han ud, ikke helt fuldt påklædt.
Man snakkede lidt om arbejdsfordelingen – fik sat en stige til taget, og Herman fandt da en spade frem. Den var ikke i perfekt stand, men kunne, med lidt god vilje, bruges. Et passende stykke græsjord blev udpeget, og Herman skar den første tørv.
Den ene hr. lærer bar den hen til foden af stigen, og den anden hr. lærer baksede den med rystende ben op af de stejle trin; det var slet ikke så let, som det i første omgang havde set ud til. Lærer Hansen skubbede den forblæste mønningshalm sammen og anbragte græstørven på rette måde, så den holdt halmen på plads. Forsigtigt kravlede han tilbage langs mønningen og ned ad stigen for at hente den næste tørv; den var Herman i gang med. Han havde skåret de tre sider og skulle lige til at hugge spaden i og løsne den fjerde side, da han med en beslutsom bevægelse rettede sig op og fik et fjernt blik i øjnene.
”Hvad er den af, Herman, er du allerede træt?”: var lærer Sørensens lidt ironiske kommentar.
“A kommer tes å stop, a må go’, a had’ glemt, a sku’ te tyrs me’ en kow for Niels Peters”!
”Det var ikke så godt, Herman, hvorfor har du ikke sagt det noget før? Men har du lovet det, må du naturligvis også gøre det. Man skal altid holde, hvad man lover”, sagde lærer Hansen lidt ærgerligt.
“Så må vi se, om vi selv kan klare taget, men du kommer tilbage, så hurtigt du kan og hjælper os færdige, ikke sandt, Herman?”
Herman satte med synlig lettelse spaden fra sig og lovede alt. Snart var hans hængende buksebag forsvundet mellem bakkerne.
Det var en af sommerens rigtige varme dage, hvor luften stod stille, og solen brændte ret ned og sendte sin hede ånde ud over alt levende og dødt.
De to sommerhusejere gik så selv i gang med det sure slid. De svedte, som kun den gør, der ikke er vant til hårdt, legemligt arbejde, men de blev stædigt ved. Græstørv efter græstørv blev møjsommeligt slæbt op på tagryggen og skubbet tæt sammen, og sidst på eftermiddagen, da solen var blevet lidt mere omgængelig, blev en stor tørv lagt som den sidste på den yderste, vestlige ende af taget.
De to lærere, der havde tabt mindst fem kilo hver efter deres anstrengende indsats, besigtigede deres værk med dyb tilfredsstillelse. Taget så virkelig flot og professionelt ud nu. Og det var sket helt uden Hermans hjælp, for han havde overhovedet ikke vist sig hele den lange dag.
De blev enige om at gå ned til søen og få en hårdt tiltrængt dukkert og få sveden vasket af kroppen. Da de kom frem til badestedet, fik de lidt af et chok.
På den lille skråning tæt ved sad midt i lyngen en lille, tilsyneladende sorgløs mand med dampende pibe og hvid sommerhat og hyggede sig med at se på en flok unge piger, der tumlede sig i vandet. In gen kunne være i tvivl om, at det var Herman. Her havde han sandsynligvis siddet hele dagen, mens de to tossegode lærere havde slidt som små æsler for ham.
“Og med blomst i knaphullet”, som lærer Sørensen senere med græmmelse i stemmen fortalte.
Lærer Hansens og Hermans øjne mødtes et kort sekund. Ingen af dem viste tegn på genkendelse. Herman så hverken flov eller skamfuld ud. De to lærere drejede som på tælling rundt og forlod stedet uden et ord. Der var andre steder, man kunne bade.
Denne historie fik Herman aldrig tilgivelse for, men han blev alligevel ved med at besøge de to lærerfamilier, som han altid havde gjort og bemærkede slet ikke den lidt mere kølige modtagelse, han nu fik. Nogen tak for tag-arbejdet fik han aldrig over sin mund. Det var, som han havde glemt det hele.
“Men”, som Sørensen sagde til Hansen, ”vi gjor de det mest for Sines skyld”.
Taget holdt vistnok tæt, så længe Sine levede, men nogen tid efter hendes død, sidst i fyrrerne, faldt loftsbjælkerne over soveværelset ned og lagde sig pænt på tværs over de opredte senge. Der måt te alligevel være trængt fugt ind gennem taget, så bjælkerne rådnede.
Hermansvej Selv om Herman det meste af sit liv var en doven slubbert, der var bedst til at få andre til at gøre arbejdet for sig, og selv om han ikke efterlod sig noget, der berigede menneskeheden på mindste måde, blev der alligevel efter hans død sat et uud sletteligt minde over ham: Han fik opkaldt en vej efter sig, Hermansvej, i Slagballe Bakker.
Hans hus, der i mange år lå hen som en total ruin, er nu genopbygget og restaureret og ligner i dag et rigtigt lille dukkehus.
Hermans sidste år Efter Sines død fik Herman det rigtig svært. Det var hende, der havde sørget for alt det praktiske arbejde i hjemmet, og nu var der kun ham selv til det. Han måtte også nøjes med at bo i den lille stue, der var det eneste sted, det ikke regnede ned. Her sov han på en gammel trebenet sofa.
Alt gik i forfald omkring ham, og til sidst fik kommunen ham anbragt på alderdomshjemmet i Brædstrup.
Her befandt han sig udmærket. Han blev passet og plejet, og der var mange mennesker at prate med. Hans store interesse for det svage køn bibeholdt han usvækket. Der gik således hårdnakkede rygter om, at han, når lejlighed gaves, kiggede ind ad nøglehullerne til de kvindelige beboere, når de klædte sig af. Han skulle endda ved en bestemt lejlighed være blevet sat i husarrest for denne nysgerrighed
Efterskrift fra Årsskriftets redaktion: Hvor kom Herman og Sine fra, da de flyttede til Slagballe Bakker? På Lokalarkivet i Brædstrup opbevares Ellen Eskildsens erindringer. Hun flyttede med sin familie til Nimdrupvej 10 i 1926, og hun skriver bl.a.: “Sine og Herman havde en god gård inde ved Horsens i noget, der hed Trebjerg ved Flemming, det var jo der, mor havde tjent hos dem………”